Henrik Ibsens skrifter

Af ​dit sidste brev, som jeg modtog igår, ser jeg at Du dog alligevel er vendt tilbage til din oprindelige beslutning, at drage ​striden med theaterchefen frem for offentligheden. Jeg kan jo her på frastand ikke have nogen bestemt formening om hensigtsmæssigheden af en sådan fremgangsmåde; men hvad der står ganske klart for mig er, at det ikke på nogen måde vil bidrage til at klarne og retlede publikums opfatning om Du bringer analoge tilfælder ind med i striden. Hvad der her handles om er ene og alene dit stykke «Ambrosius», der er bleven skudt tilside for et senere antaget arbejde. Dette er en enkel og let overskuelig situation. Indblander Du de ​to tragedieforfattere og mig i sagen, så bliver den straks mere ​forviklet; jeg tror, jo mere konkret og udelukkende det enkelte tilfælde behandles, desto mere slående virker fremstillingen deraf. Dette henstiller jeg til Dig at tage under overvejelse, forinden Du planlægger din fremgangsmåde på et så bredt grundlag, som i dit brev antydet. En ​besværing over den Dig tilføjede uret og et angreb på det ved theatret herskende system er to forskellige ting, og jeg tror ikke det gavner nogen af dem om de sammenblandes.

Hvad nu mig specielt angår, så har jeg den største ulyst til at indblande mig i sagen, ingenlunde fordi jeg frygter ubehageligheder fra nogen side, men fordi jeg føler hos mig selv at jeg ikke har nogen ret til at besvære mig. Jeg er jo frivillig indgået på theaterchefens ​betingelser angående honoraret, og kan da ikke med ​føje bagefter fremkomme med beklagelser. ​Chefen foreslog mig ganske visst ​udenfor kontrakten at standse stykkets udgivelse, men dette forslag blev af mig tilbagevist. Han har dernæst mig ​uafvidende anmodet avisredaktionerne om at holde alle anmeldelser tilbage indtil stykket opføres. Men kan jeg ​billigvis beklage mig herover uden tillige at rette min beklagelse mod ​de avisredaktioner, der efterkommer anmodningen? Jeg synes at ​anken over dette punkt netop og hovedsagelig måtte rettes mod pressen. Men vilde det for din sag være ønskeligt og klogt at rette en slig bebrejdelse mod pressen netop i det øjeblik da Du må ønske dens velvilje, tilslutning og bistand? Jeg mener at jeg gjorde Dig en meget slet tjeneste om jeg nu offentliggjorde en sådan klage.

Tænk nøjere over dette. ​Ministeriets svar er jo endnu ikke indløbet. Du har altså endnu tid til at overveje og vælge din fremgangsmåde. Jeg tror ikke Du er inde på det rette spor når du vil give sagen større og almenere dimensioner, end det enkelte foreliggende tilfælde med nødvendighed kræver. Jeg siger Dig dette så ligefrem, fordi jeg ved at sammenhængende med det ejendommelige og det bedste i din natur må der nødvendigvis også ligge et hang til ​overilelse, der af Dig først erkendes som sådan bagefter, når det er for sent. Tag mig ikke dette ilde op; jeg synes at med Dig kan jeg tale ganske uforbeholdent. Og overlæg så endnu en gang, hvorledes Du bør gå tilværks med fuld sikkerhed for at Du ikke senere får noget at ​fortryde. –

​«Ambrosius» har jeg læst med stor glæde. Det er et fint og stemningsfuldt digterarbejde, men i sin nuværende skikkelse sletikke for ​det tyske publikum, hvis smag nutildags går i en ganske anden retning. Desuden mangler her jo ​den historiske forudsætning for forståelsen. Ambr: Stub er naturligvis her ganske ubekendt. ​Skulde stykket her vinde ​indgang, så måtte det først omarbejdes, meget borttages, og adskilligt tildigtes, og denne omarbejdelse måtte Du naturligvis selv foretage forinden det oversattes. Om Du kan og vil bekvemme Dig hertil, ved jeg ikke. Heller ikke ser jeg mig istand til skriftlig nøjere at påpege, hvad der, efter mit kendskab til det tyske publikum at dømme, bør forandres. Men kært skulde det være mig om vi mundtlig kunde drøfte sagen. Er der ingen ​rimelighed for at Du går på rejser til sommeren? Under alle omstændigheder håber jeg snart igen at få høre fra Dig; jeg er meget spændt på at erfare hvad vending theatersagen tager. Har Du imod foranstående nogen indvending at gøre, så hold den ikke tilbage. – Med mange hilsener, også fra min hustru, til Dig og dine